Ribera del Duero

Historien om Ribera del Duero

Historien om Ribera del Duero er ikke lige så lang som mange andre spanske vinområder. Der har selvfølgelig altid været lavet vin her, og Vega Sicilia har i mere end 100 år produceret nogle af verdens bedste vine. I moderne tid går historien om forbrugerrettet rødvin tilbage til slutningen af 1980’erne. Den del vender vi tilbage til senere.

Ribera del Dueros historie, geografi, klima og jordbund

Ribera del Duero var tidligere et rent landbrugsområde. Her dyrkede man primært korn, majs, rødbeder og solsikker – og naturligvis også vinstokke. De mest frugtbare jorde blev brugt til agerbrug, mens de fattigste jorde blev brugt til vin. Det var her, områdets klassiske vin Clarette blev produceret. Clarette var en alkoholsvag rosévin, som markarbejderne fik tre liter af om dagen, fordi vandkvaliteten var alt for dårlig.

Mange af de vinstokke, der blev brugt til Clarette, er i dag over 80 år gamle. Ud af disse gamle marker kommer mange af de kraftfulde og eftertragtede vine, som i dag imponerer vinverdenen.

Geologi og landskab

Ribera del Duero ligger på højsletten nord for Madrid. For 28 millioner år siden var området dækket af en enorm indsø, omgivet af høje bjergkæder. Indsøen dækkede store dele af det nuværende Castilla y León og noget af Portugal.

Et stort jordskælv ramte Atlanterhavskysten, brød hul i bjergene og fik indsøen til at tømme sig ud i havet. Her opstod Duero-flodens løb. Denne udvikling fik stor betydning for områdets undergrund. Jo højere markerne ligger, desto fattigere er jorden på næringsstoffer. Her finder man typisk kalk- eller jernholdig jord. I de lavere områder er jorden aluvial og domineret af runde sten, der er formet af vandets erosion gennem millioner af år.

Ribera del Dueros vinmarker ligger i dag mellem 600 og 1000 meters højde.

Klima og temperaturer

Ribera del Duero har kontinentalt fastlandsklima. Vintrene er bidende kolde, foråret er kort, og somrene er lange og varme. Jeg har selv oplevet både sne i marts og frost midt i maj. I juli og august kan temperaturen nå 45 grader. Det er også muligt at opleve både nattefrost og 35 grader på samme dag i oktober.

Den vigtigste faktor i området er forskellen mellem dag- og nattemperatur. De klare nætter holder ikke på varmen, og i efteråret falder temperaturen ofte under 10 grader om natten. Når druerne nedkøles, arbejder de på syren. Det er netop dette, der adskiller Ribera del Duero fra Rioja, hvor temperaturen sjældent kommer under 15 grader ved høst. Derfor har Rioja-vine ofte lavere syre og en helt anden balance.

Provinser og underområder

Ribera del Duero er fordelt på fire provinser i Castilla y León: Valladolid, Segovia, Burgos og Soria. Området strækker sig 110 kilometer fra Olivares i vest til San Esteban de Gormaz i øst. Det bredeste sted er 30 kilometer. Den store afstand skaber betydelig variation i både smag og høsttidspunkt.

Ca. 20,5% af vinmarkerne ligger i Valladolid, den lavest beliggende del af området. Hele 73% ligger i Burgos, hvor højderne er større. Derfor henter de fleste prestigefyldte vinhuse deres bedste druer i området omkring Roa. Her finder man byer som Sotillo, Pedrosa, Anguix, Gumiel del Mercado, La Aguilera og La Horra. La Horra er en lille kommune, men det er her, Pingus, Aalto, Vega Sicilia, Viña Sastre og andre top-producenter får deres mest værdifulde druer.

Selvom de bedste marker ligger i Burgos, ligger størstedelen af vinhusene i Valladolid langs hovedvejen mellem Aranda del Duero og Valladolid.

Ribera del Duero fra 1980’erne og frem

Ribera del Duero ansøgte først i 1980 om at blive et officielt vinområde på linje med Rioja og Priorat. I 1982 blev området godkendt og fik D.O.-status (Denominación de Origen). Herefter tog udviklingen fart.

Alejandro Fernández og Emilio Moro regnes som pionererne i den moderne vinproduktion. I starten stod kooperativerne for produktionen, men hurtigt begyndte nye vinhuse at skyde op. Da jeg selv kom til området i starten af 00’erne, fandtes der ca. 120 vinhuse. I dag nærmer tallet sig 350. Ribera del Duero har flere gange vundet titlen som verdens bedste vinområde.

Hvilke vine må produceres?
Rødvin:
– Min. 80% Tempranillo
– Tilladte supplerende druer: Cabernet Sauvignon, Merlot, Grenache, Malbec
– Interparcellar-stokke er tilladt (vildtvoksende stokke blandt markerne)
Rosé:
– Min. 80% Tempranillo
Hvidvin:
– Albillo Mayor er obligatorisk

Se vores sortiment nedenfor.

Ønsker du et special tilbud

Jeg ønsker tilbud på storkøb

Storkøb defineres hos os som køb over 60 flasker.

Hold dig opdateret

Tilmeld vores nyhedsbrev

Og modtag fantastiske nyheder og tilbud