Mosel

For mange mennesker er Mosel et yndet turistmål, og det kan bare ikke forklejnes nogen som helst, for her er guddommeligt smukt.

Mosel strækker sig fra Frankrig, bevæger sig gennem Luxemburg og slænger sig efterfølgende dovent op gennem det tyske landskab fra Trier, til den flyder sammen med Rhinen i Deutche Ecke i Koblenz. Rent vinøst er den tyske del af Moseldalen for mig klart mest interessant fra Traben-Trabach og ned til Trittenheim. Her troner de lodrette skråninger med verdens bedste Riesling-druer. Mosel er kendt for deres enorme potentiale især med de sødere Riesling vintyper.

Riesling er for mig kongedruen i det tyske vinlandskab på de grønne sorter. Jeg har oftest en tendens til at kalde Riesling for supermandsdruen, fordi den er så ekstrem versatil – den har bare så mange ansigter. Fra de sprøde, tørre Riesling og til de fantastisk fede Auslese typer med ædelråd, helt over til Eiswein. Fælles for alle Rieslings ansigter er, at de behøver masser sol, varme, solreflektion fra floden og varmen fra skifferundergrunden.

I maj måned i år havde jeg fornøjelsen af at bevæge mig rundt på den fantastiske Trittenheimer Apotheke vinmark sammen med Michael Boch, ejer af vinhuset Heribert Boch. Allerede her var varmen fra skifferen overvældende og solens varme er som sagt altafgørende for, at druerne på de stejle skråninger på op til 82% hældning overlever maj måned – især med risikoen for nattefrost. Somrene i Mosel er relativt kølige og relativt våde, hvor efteråret har en tendens til at blive forlænget langt ind i november. Dette muliggør, at man kan høste druerne så ekstremt sent, at man kan lave de fantastiske ædelsøde vine.

Udover Riesling som er den altoverskyggende drue i Mosel, dyrkes der en lang række druer som Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinol Noir og Müller-Thurgau. Især den sidste har været en velsignelse og en forbandelse på samme tid for Moselvinenes ry og rygte. Hvorfor så det? I årene efter de store krige var den tyske vinproduktion lagt i ruiner. Man blev således nødt til at beplante med superproduktive og hurtigt voksende druesorter. Her faldt valget på Müller-Thurgau. I 1960’er var over halvdelen af alt vin i Tyskland denne drue, og oftest blev den lavet til easy-drinking hverdagsvin med en betydelig mængde restsukker, så man kunne kamuflere den forfærdelige smag. Også disse vine ramte det danske marked som en hammer og pludselig var Mosel sat i kategori med Piesporter Liebfraumilch og Schwartze Katze. Til stor ærgrelse blev en af de bedste byer, Piesport kædet sammen med udrikkeligt, tyktflydende og klægt stads til trods for, at Piesport rummer legendariske Rieslingmarker, som Piesport Mikkelsberg og Piesport Goldtröpschen. Stadig den dag i dag kæmper Mosel med dette rygte, og det skærer som en kniv i mit hjerte – for intet kunne være med forkert.

På samme måde har alle de andre store marker som Doktor Hanget i Bernkastel, Graacher Himmerreich, Brauneberger Juffer Sonnenuhr og Abtswingert lidt under dette fatale ry – at være noget sødt sjask. Disse vine har alle, som resten af alle de fantastiske vine på Riesling, et enormt aromatisk spektrum, en intens duft af citrus, en stram og vedholdende syre og en usandsynlig rigdom i smagen og med en tekstur som intet andet i verden.

Mosel er om noget stedet at gå til, hvis man, som vi er, er dybt forelsket i Rieslingens mange ansigter. Der er virkeligt meget at dykke ned i.

Med hensyn til Chardonnay er det en drue, som rigtigt mange begynder at bruge mere krudt på i Mosel-området. Den passer perfekt til at kunne vokse i de områder, hvor der hverken er den rigtige jordbund eller nok hældning på bakkerne til at Riesling kan dyrkers.