For mange mennesker sluttes middage ofte af med et ostefad. Jeg husker selv som barn, hvordan jeg elskede disse bugnende osteborde der blev rullet hen til ens bord når man spiste på de gode restauranter i Frankrig. Men da det nu var et grilltema vi var i gang med, så blev vi nødt til at undersøge, om vi kunne lave en kombination af dette – og resultatet var intet mindre end spektakulært. Det var så lækkert med den let røgede ost, der var blød og cremet uden at være decideret flydende.
Opskrift til 2 personer
1 stor brie. Det er vigtigt at det er en brie der har skorpe på alle sider, ellers bliver det noget rod
1 moden mango
2 spsk honning
25 g rørsukker
40 g macadamianød
2 appelsiner skåret i fine skiver
1 baguette i skiver
Fremgangsmåde
1. Osten ryges efter samme fremgangsmåde som den ”røgede and”. Gør dit rygnings setup klar (se mere her)
2. Osten ryges i ca. 25 minutter.
3. Drys dine appelsinskiver med rørsukker på begge sider og læg dem direkte på den varme grill. Husk at vend dem hyppigt så de ikke brænder på, men blot karamelliseres.
4. På en pande varmes honning op og herefter tilsættes frisk mango og saltede macadamianødder (se opskrift til saltede macadamianødder her). Så snart det begynder at boble, så tag panden af varmen og sæt den udenfor til nedkøling. Des mere nedkølet – des bedre, men den må stadig gerne være lidt flydende.
5. Den røget brie lægges på grillen på indirekte varme i ca. 6 minutter. Den skal mærkes blød på samme måde som en medium stegt ribeye. Osten skal være så man kan røre ved den uden at brænde sig.
Jeg ristede skiver af baguetten i et panini-jern med lidt olivenolie, så det var helt sprødt.
Vin til osten
Der er bare ikke noget vin der gør det bedre til deserter med grillet citrus end sød Riesling. Vi havde i dette tilfælde valgt at bruge en Auslese, men en sød Spätlese kunne måske også have gjort det. Grunden til at det netop blev en Auslese er, at jeg gerne ville have lidt botrytis karakter i min vin. Botrytis er i bund og grund en svampetype der vokser på druerne. Det sænker syrefornemmelsen og eliminerer lidt at citrusfornemmelsen i vinen, men til gengæld kommer der lækre honning/melon noter frem, der i dette tilfælde spillede fantastisk op imod vores lækre honningglaserede mango og macadamianød. Samtidig spillede den grillede appelsin fantastisk op mod syren i vinen.
Den her kombination mellem det søde/syrlige, den fede ost, de grillede appelsiner og det ristede brød var et match made in heaven. Jeg har nu endelig fundet min hof ”grillret” med ost som hovedingrediens.
Har du et emne du kunne tænke dig vi gik i dybden med, ris eller ros? – Så er du meget velkommen til at skrive på info@d-wine.dk