Bodegas Señorio De Nevada

Under mine mange besøg i Spanien har jeg til enhver tid svoret, at vin skal laves i den nordlige eller centrale del af landet. Men jeg bøjer mig i støvet og vedkender, at jeg har taget fejl – i den grad endda. Señorio de Nevada fra Granada har ændret denne opfattelse for altid.

Begyndelsen:

Gennem de senere år har der cirkuleret rygter om, at der sker noget spændende i den sydlige del af Spanien. Her er man nemlig begyndt at få styr på vinproduktionen. Logisk set burde det ellers være umuligt at dyrke god vin i Sydspanien – her er ganske enkelt for varmt. I Granada overstiger temperaturen 40 grader i omkring tre måneder om året, og nætterne ligger ofte over 20 grader. Fra maj til oktober falder der stort set ingen regn. Selv olivenbønder brokker sig over den ekstreme tørke og varmen. Kort sagt burde det være umuligt at lave kvalitetsvin her.

Derfor tog jeg også afsted med en vis skepsis, da jeg besøgte vinhuset Señorio de Nevada, som ligger lige syd for Granada ved den lille by Padul.

På denne tur havde jeg selskab af min far, der agerede chauffør og testpilot. Han har boet under 40 minutter fra vinslottet i otte år og har altid haft stor interesse for vin – men heller ikke han havde hørt om Señorio de Nevada. Da jeg nævnte det første gang i efteråret 2013, var optimismen ikke prangende. Vi forventede en seriøs marmeladevin, der ville maltraktere vores ganer.

Spørgsmålet der blev ved med at rumstere i mit hoved, var ganske enkelt: Hvorfor?

Ankomsten:

Da vi kørte fra motorvejsafkørsel 153 mod Conchar, så vi hurtigt skiltene til bodegaen. Efter få minutter stod vi foran den imponerende hovedbygning på Hacienda Señorio de Nevada. Komplekset indeholder ikke kun vinhuset, men også et moderne firestjernet hotel, gourmetrestaurant og konferencefaciliteter til op mod 800 personer.

Værelserne var store, individuelle og indrettet i forskellige stilarter. Fællesområderne og restauranterne havde en storslået udsigt til Sierra Nevadas sneklædte tinder og vinmarkerne for foden af bjergene.

Overraskelsen må have stået malet i vores ansigter, for vi havde ikke forventet dette syn. Som min far sagde med stor entusiasme under rundvisningen: “Hvis vinen bare er halvt så god som resten her, så drikker vi verdensklasse senere.”

Bodegaen:

Det første der sprang mig i øjnene, var den frie udsigt til vinmarkerne fra næsten alle rum. De primære druer er Merlot, Cabernet, Tempranillo, Petit Verdot, Garnacha, Syrah og Viognier – med Merlot og Cabernet som de vigtigste.

Selve produktionshallen var sirligt ren og fyldt med moderne teknologi. Man kunne tydeligt mærke, at vinhuset havde store planer, for kapaciteten var langt større end den nuværende produktion på ca. 90.000 flasker årligt. Parcellen dækker 21 hektar, hvoraf 11 er beplantet. Flere af markerne er nyplantede, så produktionen vil vokse i de kommende år.

Kælderen rummer tøndehal, vinsmagningsrum og undervisningslokaler. Her kan turister deltage i smagninger eller kurser. Der er også et stort lokale til receptioner og firmaarrangementer. Niveauet er så højt, at bodegaen endda har sin egen vinklub, hvor man kan investere i en privat tønde vin – noget jeg ellers kun har set i Rioja, Ribera og Bordeaux.

Vinhuset blev grundlagt i 1990’erne i kølvandet på EU’s landbrugsstøtte. Da man ledte efter nye projekter, udpegede geologer området syd for Granada som oplagt. Undergrunden gemte på vand fra smeltevandet fra Sierra Nevada, men så dybt, at landbrug ikke kunne udnytte det – vinmarkerne derimod kunne. Dr. Christophe Coupez, udviklingschef i Pauillac, blev valgt til at lede projektet. Derfor blev området beplantet med Bordeaux-sorterne Petit Verdot, Merlot og Cabernet Sauvignon samt Syrah og Viognier. Coupez er fortsat tilknyttet vinhuset, mens den daglige drift varetages af Chema, en lokal ønolog.

Vinene:

Bodegaens filosofi er, at alle vine behandles ens. Der er ingen klassifikationer på vinene, og alle får samme historie og fadlagring. Forskellene ligger i druesammensætningen og fermenteringsprocesserne.

Vinene er tydeligt inspireret af franske blends. De minder om tunge oversøiske vine og klassiske Bordeaux-vine med ekstra kraft. De har fylde, bløde tanniner og intens frugtsødme. Kort sagt: Hvis et stykke rødt kød kunne kalde på en vin, ville det være disse.

Jeg så på min far, der sad med et drømmende blik i øjnene – og vi konstaterede blot: Her har vi fundet guld.

Refleksion:

Jeg har ofte spurgt mig selv: Hvordan kan man lave vin i så høj kvalitet i et så tørt hjørne af Spanien? Svaret er enkelt: Sierra Nevada.

Placeringen er genial. Vinde fra Middelhavet blæser gennem kløften og holder temperaturerne nede. Området minder faktisk om Napa Valley, hvor morgentågen og de kølige vinde beskytter druerne mod at brænde af.

Derudover får stokkene en ordentlig vinterpause, da vinteren er relativt kold. Det giver optimale vækstbetingelser og ekstremt sunde druer.

Det er virkeligt godt set at placere et vinhus netop her. I bund og grund var det mig, der tog fejl – og det er jeg glad for den dag i dag.