Den skjulte skat i San Martin de Valdeiglesias

Af: Kristian Ishøy

Madrid, Spaniens lysende Metropol og dets bankende hjerte, er en by som meget få I verden. Her hersker der en stemning ulige alt andet. Pulsen i byen er vibrerende, den latinske karakter er umiskendelig og bygningerne vidner i den grad om byens storhed. Her ligger det ene smukke palæ efter det andet, og store monumentale bygninger fylder byen, så langt øjet rækker. Kong Filipe d. 2 af Spanien gjorde byen til Spaniens hovedstad i 1561 og gennem 16- og 1700-tallet oplevede Spanien og især Madrid sin guldalder – i høj grad finansieret af udplyndringen af de Spanske kolonier i Central- og Sydamerika. Her manglede absolut intet. Under den spanske borgerkrig blev en stor del af byen ødelagt, men alt er i dag genopbygget sten for sten. Madrid ligger i en gryde midt på den Castillanske højslette, her er varmt – rigtigt varmt, men man fornemmer det ikke, da enorme områder i byen er udlagt til grønne områder. Madrid er kendt for kunst og kultur – personificeret ved Prado museet og Arte Reina Sofia hvor Picassos berømte Guernica maleri hænger og i al sin storhed illustrerer borgerkrigens rædsler. Med al den historie har jeg den dag i dag endnu ikke forstået, hvorfor Madrid ikke er et yndet rejsemål for turister på samme måde som London, Paris, Barcelona eller Rom. Det er er en by der kan give én alt hvad hjertet begærer. Nu skal dette jo ikke være en turistbrochure for Madrid – men byen er også Gastronomisk og vinøst langt fremme.

Fra Plaza España i centrum af Madrid kan man på knapt 40 minutter være ude midt i den vilde natur i Sierras de Gredos eller området ved San Martin de Valdeiglesias. Når man kører på de kringlede veje fra Avila mod San Martin de Valdeiglesias gennem de betagende områder, er det svært ikke at lette foden fra speederen for at tage det hele ind. Frodige store søer, brusende floder, tætte skove og enorme granitblokke der ser ud til at være kastet af fortidskæmper. Tiden står stille og verden går i stå – her er intet forandret gennem årtusinder. I disse skove kan man virkelig gå på opdagelse, for mellem de gamle træer finder man møjsommeligt udhakkede terrasser, hvorpå man ser tusinder og atter tusinder af forladte vinstokke. Vidnesbyrd på, at området tidligere var centrum for en enorm vinproduktion og vitikultur. I århundrede var vinproduktionen den primære indtægtskilde i området, men da man i starten af 1900-tallet, særligt efter borgerkrigen, begyndte på en stor række monstrøse infrastrukturprojekter, var det mere økonomisk givtigt at arbejde der – og således blev mere end 1 mio. Hektar vinmarker overladt til sin egen triste skæbne. For at sætte tallet i perspektiv – så er 1 mio. Hektar vinmark stort set det samme areal, der i dag er beplantet i HELE SPANIEN!!

Heldigvis findes der stadig romantikere og nostalgikere, især i vinens verden. En af disse er Luis Nozaleda, en forretningsmand og vinhusejer i Somontano i Nordspanien, med rødder i dette område. I slutningen af sidste årtusind drog han tilbage til hans hjemstavn. Her blev han trist og deprimeret over, at ingen udnyttede det helt unikke potentiale, der var i området til at dyrke fremragende vin. Således valgte han at opkøbe et område, der ligger midt i et helt lukket mikroklima, fjernt af fra alt andet. Her skulle han gøre en portion vinmarker, som han købte af en gammel mand, til en moderne produktiv vinmark. Et projekt, hvor det uden tvivl ville have været billigere at trække alle de gamle stokke op ved roden, men så havde projektets oprigtighed været helt anderledes – for Luis Nozaleda ville partout bruge de gamle vinstokke. Til at lede dette unikaprojekte skulle han bruge en person, der vidste noget om, hvordan man opbyggede et vinhus fra grunden. Samtidig ønskede han også en ildsjæl, der kunne transmittere de følelser han selv havde for projektet. Det skulle være en helt unik personlighed, der kunne trives midt ude i skoven fjernt fra alt. Dem findes der ikke mange af – men heldigvis fandt han verdens dejligste Isabel.

Historien om Isabel starter et helt andet sted, for mens Luis begyndte at drømme gik Isabel rundt i Ribera del Duero og hyggede sig med en dansker ved navn Peter Sisseck. Isabel og Peter mødte hinanden på vinhuset Hacienda Monasterio, hvor Peter var vinmager og Isabel var teknisk direktør. De klingede fantastisk sammen og lavede verdensklasse vin. Derfor var det også meget naturligt at Peter spurgte Isabel, om hun ville arbejde for ham, da han besluttede sig for at stifte Dominio de Pingus. Side om side skabte de den succes som Pingus blev og Isabel var med til at lave flere årgange med 100 point af Robert Parker. Men Isabel følte på intet tidspunkt, at det var hendes projekt. Så da Luis kontaktede hende og spurgte om hun ville lede projektet i San Martin de Valdeiglesias, begyndte hun straks at overveje det. Isabel bor selv i Madrid by, så en dag svingede hun bilen omkring det område som Luis havde udset sig – og hun faldt med pladask for området. Endelig havde hun fundet det projekt, som skulle være hendes med alt hvad der dertil sig hører.

Projektet var på ingen måde en let fødsel. De første 6 år gik med at få de gamle vinstokke vakt til live igen samtidig med at man genplantede nye vinstokke mellem de gamle vinstokke. Isabel havde i starten, da hun lavede vin på disse vinstokke, samme tilgang til at lave vin, som hun havde haft i Ribera del Duero. Men meget hurtigt fandt hun ud af, at alt den viden hun havde opsamlet i sin tid sammen med Peter, var ubrugelig med disse gamle Grenache vinstokke. Vinstokkene kunne ikke producere mere end 500-800 gram druer pr. vinstok, et helt uhørt lavt høstudbytte. Dette gjorde, at druerne havde en ekstrem høj koncentration af syre, tannin og farve – noget der er sjældent ses for vine lavet på en drue, der i bredere kredse opfattes som en rigtig pleaser drue.

I god tro lavede Isabel vinene, som hun ville have gjort på Pingus. Hun arbejdede med ekstraktion, farveopbygning og nye fade. Resultatet blev, at hun lavede et decideret monster, som hun ikke kunne styre. Det blev ganske enkelt for voldsomt. Syren var brutal, tanninerne var allestedsværende og vinen skulle ligge minimum 10 år, før den var i nærheden af at kunne drikkes.

For en professionel kvinde som Isabel, var det utroligt svært af forstå. Langsomt gik det op for hende, at hendes vinstokke havde personlighed og ikke bare som vinmark, men helt ned på den enkelte vinstok. Herefter begyndte hun at arbejde med alle vinstokkene enkeltvis og behandle hver af disse gamle vinstokke som et menneske. Hun gav sig til at passe og pleje hver enkel vinstok efter alle kunstens regler. Langsomt lærte hun at forstå vinstokkene og resultaterne var enestående. Det viste sig, at qua vinstokkene havde været isoleret fra alt andet i så mange år, havde de udviklet sine egne antioxidanter og et naturligt højere svovlindhold. Dette var også årsagen til at vinstokkene, på trods af at have været forladt, havde overlevet.

 

Efter 20 års slid har hun nu for alvor har lært at forstå sine vinstokke. I dag arbejder hun med et minimum af ekstraktion, kerner og skaller fjernes meget tidligt i gæringsprocessen for at mindske indholdet af farve og tannin. I stedet for små nye fade bruger hun nu store brugte fade. Det hele med minimal eller slet ingen tilsætning af svovl. Således er La Sabina naturvin, og det samme er hendes hvidvin på Albillo Real druen. De øvrige vine ligger alle langt under grænseværdierne af svovl for økologisk og biodynamisk dyrket vin. Samtidig er vinene så ekstremt farveresistente på grund af deres natur, at de ikke mister farven, selv når de er 10 år gamle – det er bare helt utroligt.

Jeg husker tydeligt første gang jeg besøgte Las Moradas de San Martin, og jeg kommer aldrig til at glemme det. Vejen derop er fyldt af huller gennem en fantastisk pinjeskov. Duften der rammer én når man står ud af bilen er berusende – en duftsymfoni af urter, blomster, underskov og jord. Det føles som at komme til en lille plet på jorden, hvor tiden står stille. Ved vinmarkerne er det tydeligt at se Isabels hånd. Her er der ingen biler, ingen kunstgødning og blot en gammel hestevogn hvorfra der spredes naturgødning ud fra ladet med en greb. Alt er i fuldstændig harmoni, og det var der, det gik op for mig, at jeg havde fundet en skat. Den er svær at beskrive og endnu sværere at finde. Og så er Isabel bare et livs-stykke. Et smilende fregnet ansigt, hendes enorme rødlige hår, de slidte støvler, en cowboyhat på hovedet og oftest med en håndrullet smøg i munden. Hun er bare verdens dejligste pigebarn på 50 år. Nogle af de bedste dage jeg har i mit vin-liv er, når Isabel og jeg rigtigt har tid til at gå igennem alle fadene og smage, hvordan hvert enkelt fad har sin helt egen karakter og personlighed.

Jeg har altid haft den tese, at man kan mærke personligheden fra de mennesker, der laver vinen i selve vinen. Hvis jeg nogensinde var i tvivl om rigtigheden af dette, blev den sidste tvivl vasket væk den dag, jeg mødte fantastiske Isabel.

Se mere fra vinhuset her