Hos D’Wine elsker vi de mennesker, der tør skille sig ud fra mængden – dem, der har en personlighed, som er udover det normale og med Weingut Thomas Hörner, har vi lige præcis det.
I og for sig ligner Weingut Hörner på overfladen alle andre vinhuse i Tyskland. Det er totalt underspillet og ligger i den afsidesliggende by Hochstadt. Her er der virkeligt ikke meget at se, men når man er vinelsker som jeg er, så er der bestemt noget at komme efter.
Min historie med Hörner går en 3 år tilbage hvor jeg på Prowein i Düsseldorf var på jagt efter noget saftigt Blauer Spätburgunder (Pinot Noir). Jeg brugte en halv dag på at teste en masse vine fra Baden – det sted hvor jeg formodede, at det bedste rødvin i Tyskland kom fra og ja, der var virkelig mange gode vinhuse i Baden. Men så kom jeg forbi denne mærkelige stand med dyrehorn overalt på standen – og så var min nysgerrighed vakt. Jeg måtte ganske enkelt finde ud af, hvad det var for noget. Og her blev jeg ganske enkelt blæst bagover. De hvide var syrestramme med en ekstrem friskhed og elegance og de røde spændte sig fra let drikkelige lette vine til Bourgognelignende rødvine. Jeg var virkelig overrasket, men fandt så ud af at vinhuset samarbejdede med et tysk firma der hed ”Geile Weine” om eksport og at disse havde kunder i Danmark. Det var lige godt satans, tænkte jeg og de var hverken til at hugge eller stikke i.
Året efter i 2019 besøgte jeg igen vinhuset på selvsamme messe. Vinene var igen snorlige, men stod endda endnu skarpere. Noget måtte der gøres og jeg måtte ganske enkelt have fat i dette agentur. Efter nogen tid fik jeg taget mig mod til og spurgte om, hvad der skulle til for, at jeg kunne købe direkte fra dem og ikke gennem et andet firma. Her var svaret så latterligt at jeg en halv time senere, havde købt 3 paller vin fra dem. I 2020 fik jeg så spillet Geile Weine af banen, således at jeg nu er officiel importør af Hörner i Danmark – sådan der!
I maj i år havde jeg fornøjelsen af endeligt at møde Thomas Hörner og der skal virkeligt meget til for at få mit hjerte til at pulsere på den måde, som han gør. Thomas er bare så voldsom og passioneret, at han får mig til at minde om en lille skoledreng. Han har bare det vildeste potentiale.
Weingut Hörner ejes af faderen Reinholdt og Thomas i fællesskab, men allerede som 15-årig begyndte Thomas at gøre sig klar til at overtage vinhuset. Han lavede således sin første vin som 19-årig på vinhuset og derfra tog det bare fart. Det første han gjorde, var at relancere alle vinhusets vine. Han valgte ganske enkelt at bruge familienavnet Hörner til at give de forskellige vintyper navn efter dyrehorn.
Thomas er enormt naturtro og er meget inde i månecyklus og naturen, så derfor var dette et naturligt valg. Jeg spurgte ham om, hvorfor vinene var navngivet netop disse dyrenavne ”Stier”, ”Steinbock” og ”Widder” og som det naturligste svarede han. Jamen min mor kan lide lette ukomplicerede vine og hun er født i Tyrens tegn, så den lå til højrebenet. Faderen var lidt mere klassisk og kan godt lide lidt mere koncentrerede vine og da han er født i Stenbukkens tegn, så faldt valget selvfølgelig på dette. Sidst men ikke mindst er Thomas selv af stjernetegnet vædderen og som nogen måske ved, så er vædderen satans stædig og har ekstremt faste principper, så det var hans vine – alle med fad – der skulle bære hans stjernetegn. Dette fik han således en grafiker til at lege med, og hokus pokus, så vandt Thomas i en alder af 19 år prisen for bedste relancering af en familievirksomhed ved de tyske design awards!! Især hans Horny Rose har fået mange mennesker til at trække på smilebåndet med sit lidt corny navn – men med bund ærlig vin.
Men dette var ikke nok for ham. Thomas er nemlig perfektionist og for ham kan man ikke intervenere for meget i vinen. Normalt i vinens verden laver man vine på forskellige tanke/fade, hvorefter man laver sin Coupage – altså blanding af vine. Dette tilpasses herefter kemisk så det hele smelter sammen – og sådan har man altid gjort. Men for Thomas var dette ikke bare en selvfølge. Så i hans geniale hjerne fandt han på at lave miksturen allerede på most niveau, så skulle han nemlig ikke korrigere sin vin kemisk bagefter. Jeg siger jer – som uddannet sommelier, var jeg ved at besvime – hvorfor havde ingen tænkt på dette før?
På samme måde er han pt. ved at udvikle en ny form for egetræsfade – naturligvis med tysk eg – og de skulle være firkantede i modsætning til de Barriques der totalt dominerer vinens verden i dag. Alt træet sidder i spænd i metalrammer, og når vinen tages af fadet for at blive flasket, så kan rammen spændes op, træet kan pudses og renses og herefter samles igen. Det betyder, at han forventer at kunne bruge sine fade i op mod 20 år i modsætning til de 3-5 år, som hans far altid havde gjort. Som han selv tørt konstaterede – vi skal jo alle passe på naturens ressourcer! Manden er 29 år og han er langt foran alle andre med sin innovative tilgang til vinens verden.
Jeg er faktisk for første gang i mit liv forelsket i et projekt, der ikke ligger til mit normale højreben, men der findes bare ingen normer, der beskriver Thomas vine.
Nu har jeg været i gang med at smage en masse af de ting, der kommer og tro mig – det her bliver endnu vildere end det er i dag. Jeg har ganske enkelt aldrig mødt så vild en vinmand og slet ikke så ung. Han virker bare så ekstrem rolig og determineret i alt, hvad han gør.
Thomas’ vine er så ekstremt strukturerede, velplejede og smagfulde, at man ganske enkelt springer et hjerteslag over, hver gang man vender tilbage til en af hans mange vine. Her er alt og til alle smagsløg. Her er ren Sauvignon Blanc, bare uden den oversøiske Tutti-Frutti fornemmelse, her er slank syreholdig Riesling, fede Chardonnay på fad, elegante urtede Pinot Gris og over til de fantastiske smukt tillavede Pinot Noir vine – Weingut Hörner har bare hele pakken.
Glæd jer, og grav ned i dette fantastiske vinhus og få oplevelser, som man ikke kan få fra få andre.
Tlf.: 50 80 12 31
info@d-wine.dk
Telefonerne er åbne
mandag til torsdag
8.00 – 16.00
fredag
8.00-15.30
Kontor & Afhentning
Algade 54, Baghus
9000 Aalborg
*Pristrapper gælder kun ikke nedsatte varer
Storkøb defineres hos os som køb over 60 flasker.
Og modtag fantastiske nyheder og tilbud