Turen gik til Østrig – et lykkeligt bekendtskab

Af: Kristian Ishøy

”Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst; hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommen i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide – det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.”
“At reise er at leve”

Netop denne passage kommer fra H.C. Andersens berømte værk ”Mit Livs Eventyr”, og jeg kan om nogen skrive under på, at netop i mit liv er at rejse at leve.

Gennem mere end 10 år har jeg besøgt utallige lande, spist deres mad, mærket de fremmede kulturer og ikke mindst drukket deres vine. Netop denne higen efter altid at finde den for mig perfekte vin, er blevet så indgroet en del af mit liv, at jeg konstant higer efter at få det adrenalinsus, som fundet af unikke vine giver mig. Spanien har, som I alle ved, altid stået mit hjerte nærmest, men alligevel mangler jeg noget i Spanien, når det kommer til vin. De stigende temperaturer har næsten umuliggjort den delikate balance mellem smuk frugt, delikat syre og en stram kølig stil.

Det var også grunden til, at jeg fra starten af D’Wines historie kiggede mod de smukke rhinske vine fra moseldalen og området omkring Rheingau. Disse vinområder er for mig rent vinøst lige så meget ”hjem” som mine elskede Ribera Del Duero vine og de solmodne vine fra min ”hjemegn” i Granada-provinsens sol. Sagen er bare, at når noget bliver for velkendt, så begynder jeg af natur at blive rastløs. Der skal ske noget, der må forandring til. Så jeg er nødt til at rejse ud på nye eventyr – til nye vinområder som måske kan give mig det adrenalinsus, som jeg hungrer efter – hvilket var udgangspunktet for min rejse til Østrig i oktober 2022. 

Østrig er et magisk sted – og langt de fleste af os kan uden problemer relatere til Alpernes majestætiske sneklædte tinder, et sted hvor sjælen og roen rammer mit indre, mens hjertet gentagende gange springer et hjerteslag over ved synet af de smukke landskaber. På samme måde er hovedstaden Wien efter min mening verdens navle indenfor kunst og skønhed. Intet sted i verden er i min bog smukkere end centrum af Wien. Denne gang var jeg bare ikke i Østrig for at mærke historien og naturen, nu var det vinen, der var i fokus.

Indtil 1985 var Østrigsk vin anset for at være noget af verdens bedste – og det lille land eksporterede årligt over 50 mio. flasker, men i 1985 ramte der en brat opvågning. Her blev en gruppe vinproducenter taget i at tilsætte diethylenglykol (et stof der er mest kendt fra brugen i kølervæske) i deres vine for at gøre dem mere fyldige. Herfra rullede skandalen, for det viste sig hurtigt at det havde været fast kutyme i vinproduktionen i årtier. Eksporten faldt øjeblikkeligt og Østrig var på godt dansk slået tilbage til start. Resultatet af dette er hvad jeg vil kalde Europas mest restriktive vinlovgivning, der har medført et imponerende kvalitetsløft, og i vinøse kredse er Østrig kendt for igen at have indtaget deres plads blandt noget af den ypperligste vin i Europa.

Druerne i Østrig kender vi fra mange af de centraleuropæiske lande. Den vigtigste drue i Østrig er Grüner Veltliner der står for cirka 30% af alle vinstokke i landet. Især i området omkring Wachau kommer de bedste af disse, men personligt er jeg ikke til den olierede stil, som dyrkes i dette område. Ofte mangler jeg friskheden og syrespændstigheden, og det bliver lidt for urtet i stilen til mig. Anne og jeg har gennem flere år ledt efter den perfekte Grüner Veltliner til vores sortiment uden held, derfor fik Anne opgaven, at vi i stedet skulle se mod syd og området omkring Neusiedlersee, hvor der laves magiske rødvine på druerne Zweigelt, Blaufrankisch og St. Laurent. En rute blev sat op og afsted på tur det gik.

Mine erfaringer efter mange år er, at det altid er de mest uventede steder at magien i livet opstår. Derfor havde vi bevidst lavet masser af plads i programmet til uforudsete hændelser – hvilket senere på turen skulle vise sig at være én af vores bedste dispositioner overhovedet.

Vores rejse begyndte i den lille by Sooβ i Thermen regionen. Første vinhus, første dag, og alligevel viser det sig at den aftale der var lavet – blev aflyst. Manden var af ukendte årsager kommet på hospitalet – forvirringen var total, men så var det jo ikke værre, end at der i denne lille by lå utallige vinhuse side om side. Skæbnens ironi ville at der på naboejendommen var et billede af en ridder og navnet ”Schwertführer”. Jeg elskede det øjeblikkeligt, og vi gik uden videre overvejelser ind på deres ”heurigger” (vinstue) hvor vi mødte en skøn og hyggelig udseende mand ved navn Johann. Han talte ikke et ord engelsk, men hvad gør det – jeg klarer mig fint på tysk. Kort tid efter stod vi i deres bar og smagte på et utal af vine. Selve vinene fra Weingut Schwertführer bliver lavet af både Johann og hans datter Kerstin, der laver vin i sin egen serie ”Die Schwertführerinnen”.

Øjeblikkeligt blev jeg blæst bagover – i guder hvor lavede de dejlige vine – og til min store overraskelse var der rent faktisk en Grüner Veltliner, som jeg brød mig om – den smagte decideret godt. Ligeledes lavede de smuk østrigsk Riesling der havde en sprød syre og en lækker olieret fornemmelse og en Sauvignon Blanc der tog mig til New Zealand og den lækre Marlborough. WAUW!

På de røde excellerede de i deres Zweigelt, hvor der var denne perfekte balance mellem tanniner, syre og frugtsødme – jeg var nærmest hensat i ekstase – de kunne sgu alligevel lave lækre vine i Østrig.

Designet på Schwertführers etiketter fuldender dog ikke den vidunderlige smag – jeg vil kalde dem decideret grimme, men nu har design på etiketterne aldrig været det vigtigste for os. Her er oplevelsen og smagen i centrum. Johann og Kerstin er skønne og interesserede mennesker. De forholdt sig i ro og lod os blot smage på vinene uden at holde lange salgstaler, noget der er enormt trættende. Der opstod den her øjeblikkelige kemi mellem os som mennesker – noget der for mig er lige så vigtigt som selve vinen. Jeg har før fravalgt samarbejder med vinhuse, der laver eksemplariske vine, når der ikke var kemi med vinmagerne. Jeg skal simpelthen kunne mærke menneskerne.

2 timer senere havde vi trævlet os igennem omtrent 70 vine, og gik fra vinhuset med en fantastisk mavefornemmelse. Følelsen var der med det samme – vi havde fundet guld – ved et besøg som på ingen måde var planlagt på forhånd. Vi var på rette spor i jagten på et par gode producenter til vores portefølje af fede vinhuse.

Herfra gik turen videre til et par andre vinhuse, som slet ikke bed sig fast i vores hukommelse på samme måde. Efter eftermiddagens sidste vinhus gik turen til Ungarn og byen Sopron, et område hvor de ligeledes er kendte for deres Zweigelt og Blaufrankisch, men også den grønne drue Furmit. Her mødte vi blandt andre en super dygtig gut ved navn Tamás Varga, vinmager hos det relativt nye vinhus Steigler. Generelt havde han problemer med at vinene var lidt umodne, til gengæld lavede han en af de bedste rosévine, som jeg har fået i mange år.

Det åbenlyse spørgsmål, hvorfor vi så ikke henter dette ind, kan besvares meget simpelt. Når vi finder nye producenter, er det meget vigtigt for os at vinhuset har en fast linje i deres produktion, og at vi kan tage større serier ind på en gang. Samtidig ved jeg af erfaring, at hvis en vinproducent laver en hel serie med samme høje niveau, laver de sandsynligvis vine med konstant højt niveau år efter år. Dette var desværre ikke tilfældet ved Steigler. Nogle af hans vine smagte som en million, og nogle smagte decideret dårligt – men der er ingen tvivl om, at det er en gut som jeg kommer til at holde øje med i fremtiden.

Efter endnu et par besøg i Ungarn gik turen igen til Østrig og området ved Gols, byen der anses som den østrigske hovedstad for rødvin. Her besøgte vi blandt andet vinhuset Nittnaus. Et fabelagtigt vinhus med sublime vine og en rød tråd i alle vinene. Det smagte rasende godt, men i forhold til pris/kvalitet var vores vurdering, at vinene ganske enkelt var for dyre, i forhold til hvad vi ellers kunne få.

På samme måde var vi dybt imponerede over kvaliteten hos Achs Vendelin i samme by, men da vi gentestede vinene i Danmark, var der bare nogle andre vinhuse vi fandt bedre. De havde ellers den, måske bedste, Chardonnay uden fad, som jeg har fået nogensinde. Den var slank og stram i smagen som en Chablis, men blot til en brøkdel af pengene – her følte vi dog også at vi manglede en linje og et ”sortiment” for at vinhuset blev rigtigt interessant for vores portefølje.

Efter et par besøg havde vi om eftermiddagen et afbræk i vores program, og lært fra tidligere erfaringer, skal man altid søge mod en lokal vinbar og få dem til at anbefale vin fra byen. Det giver en rigtig god idé om, hvad der er spændende i området.

Vi gik vinbaren mACHSimum. Her stod der en kæmpestor og meget venlig herre på over 2 meter og skænkede de vine som han syntes var spændende fra byen, og blandt disse var en vin fra et lille vinhus kaldet Fleischhacker, den havde noget særligt over sig. Straks spurgte vi, om han havde kontakt til dem, så vi kunne få lov at besøge dem. Der gik ikke 5 minutter, så havde den kæmpe mand skaffet os en aftale med vinhuset til selvsamme aften – et møde hvor jeg fik totalt flash-back til da jeg mødte mit elskede Asenjo & Manso for første gang.

Klokken nærmede sig 19.30, mørket var begyndt at sænke sig og vi kom ind i gården ved deres lille vinhus. Her blev vi mødt af brødrene Markus og Daniel. Hurtigt fandt vi ud af, at de dyrkede vine på deres families gamle vinstokke, men at det ikke var deres fuldtidsbeskæftigelse. Markus sælger landbrugsmaskiner og Daniel arbejder ved et forsikringsselskab – men da den første vin ramte vores ganer, var vi solgt.

Deres hvidvine var ikke noget at skrive hjem om, men i guder hvor var deres rødvine ulig alt andet jeg har smagt i årevis. Der var ingen tvivl. Jeg havde ramt en guldåre. Smuk Blaufrankisch, lækker saftig Zweigelt og en St. Laurent som smagte af moden Bourgogne – og så til priser der var nærmest latterlige i forhold til den skyhøje kvalitet som disse to ”fritidsvinmagere” lagde for døren. Her stod jeg i aftenens kulde, i en mørk gård og blev øjeblikkeligt bragt tilbage til første gang jeg smagte Silvanus. Det foregik på nøjagtigt samme måde, et glas på en bar, en uformel kontakt og så en vin der smagte så englene synger. Helt ærligt fik jeg for første gang siden den aften i La Horra i Ribera Del Duero det adrenalinsus, som jeg lever for. Her var der skøre mennesker sat op i en uvirkelig kulisse, og som bare lavede helt igennem fantastisk vin.

Det var helt skørt, og flere gange tog jeg mig selv i at grine over det svineheld, som jeg igen havde haft. Som man siger – heldet opsøger ganske enkelt de tossede. Konklusionen var simpel. Jeg må være binde gal, eftersom det er sket for mig flere gange i livet. Alt dette eksemplificeret i et glas St. Laurent fra Markus og Daniel.

Etiketterne fra Fleischhacker er måske de grimmeste jeg nogensinde har set – det er ulig alt andet, men på en eller anden måde giver det god mening, for de to skøre østrigere er også ulig alle andre jeg har mødt på min vej. Deres passion og legende tilgang til vin har givet pote, og de laver ganske enkelt fremragende vin. Jeg har igen fundet det, jeg ved bliver en bestseller.

Østrig var på alle måder en fed oplevelse og jeg fik lige hvad jeg drømte om. Vi tager indenfor den næste måned imod den første forsendelse fra både Schwertführer og Fleischhacker, og jeg glæder mig som et lille barn. Turen bød på de der helt særlige magiske øjeblikke, som igen og igen beviser for mig, at når man mindst venter det, opstår de største overraskelser. Man skal bare leve i nuet og opsøge det ukendte for at få disse magiske øjeblikke.    

Har du et emne du kunne tænke dig vi gik i dybden med, ris eller ros? – Så er du meget velkommen til at skrive på info@d-wine.dk