Den hvide konge fra Mosel

Af: Kristian Ishøy

Et af de allerførste vindistrikter jeg besøgte, da jeg gik selvstændig som vinhandler for 10 år siden, var Mosel. Helt fra mine barndomstid husker jeg efterårsferier til Mosel, hvor jeg var dybt betaget af, at vinhusene kunne høste på de næste lodrette skifferbjerge. At se alle disse mennesker kravle op og ned ad bjergskråningerne med karabinhager og sikkerhedsliner var et syn for guderne – jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte ved mig selv, at det var indbegrebet af vanvid og dedikation, og det er præcis hvad det er.

 

Hvis jeg skriver Piesporter – så tænker rigtigt mange mennesker automatisk på Schwartze Katze og Liebfraumilch. En sød klæbrig masse der blev drukket i mange danske hjem i 80’erne og den dag i dag forbindes Piesport stadig med dette uagtet at nogen af de ypperligste vinmarker til Riesling vokser netop her. Sagen er, at de vine som forbindes med en ”Piesporter” intet har at gøre med Riesling, men derimod vin primært lavet på Müller-Thurgau druen. En drue der ikke har særlig høj kvalitet, men som til nøds kan drikkes hvis der efterlades nok restsukker til at kamuflere den grimme smag. Det kommer vi tilbage til senere. 

Den lange tradition 

At der har været lavet vin i Tyskland i årtusinder er historisk dokumenteret, og Mosel var et af de områder, hvor der først blev plantet vinmarker. Det antages at Romerne i høj grad stod bag de første beplantninger af vinstokke. Disse var samlet omkring de Romerske garnisoner, og her står Trier tilbage som en helt central del af historien. Trier var en stor romersk by, og det var herfra at beplantningen af vin spredte sig op ad Moselfloden. Forskellighederne på de enkelte vine fra årgang til årgang var slående. I varmere år blev vinen sødere og mere frugtig, mens den i koldere årgange var mere syrespændstig. Derfor var Moselvinen allerede dengang helt anderledes end alt andet, der blev produceret noget andet sted i det Romerske imperium.

Den første store ændring i Mosels vinproduktion kom under Karl den Stores regeringstid fra 768-814. Her valgte han at regulere og modernisere både vitikulturen og vinkulturen. Her blev vinkulturen endnu mere centreret omkring klostrene. Vin blev folkets drik, men de bedste vine beholdte klostrene selv.

I middelalderen begyndte der at opstå mange småbyer centreret omkring vinområderne. Disse blev kaldt ”Winzerdörfer”. Den mest kendte af disse Winzerdörfer er nok byen Bernkastel, der fik rettigheder og bystatus i 1291. I 1435 blev Riesling beplantet af Grev Johann IV af Katzenelnbogen, og allerede her begyndte man at studere, hvorledes man kunne sikre bedst soleksponering af den svært modnende Rieslingdrue. Resultatet blev, at man lavede vertikale markopbygninger direkte eksponeret mod syd på de stejle skråninger. Derfor begyndte man allerede i det 17. århundrede at identificere Mosel med Rieslingdruen. Den største ejer af Rieslingmarker på dette tidspunkt var St. Maximin’s kloster i Trier, der ejede 74 vinmarker på de bedste placeringer i Moseldalen med en beplantning på over 100.000 vinstokke.

I det 18. århundrede besluttede Prins Clemens Wenceslaus af Saxen, at al vinproduktion over en 7-årig periode skulle omlægges således, at det ved lov kun var Riesling der måtte anvendes i Mosel – en radikal beslutning der gjorde, at Rieslingdruen for alvor indtog den rolle, som den også har den dag i dag.
Simultant med dette var House of Hannover kommet til magten i England, hvilket skabte et boom i eksporten af Mosel vine til England. Priserne var allerede var høje dengang, og derfor blev vinen udelukkende drukket ved hoffet og i de adelige familier, mens den almene befolkning aldrig fik mulighed for at komme i nærheden af de fantastiske dråber. Denne udvikling fortsatte ind i det 19. århundrede, og med en historisk god høst i 1819 opnåede Mosel yderligere privilegier, da de fik nedsat deres toldtariffer overfor resten af Tyskland. De efterfølgende 10 år var Riesling fra Mosel derfor Tysklands ukronede konge.

I slutningen af 1830’erne og 1840’erne blev Mosel ramt af dårligt vejr derfor elendig høst. Druerne opnåede ganske enkelt ikke nok modenhed og vinene mistede noget af deres glans. Gode råd var dyre, men i 1850’erne fandt man en løsning, da vinhusene så værdien af chaptalisering. Chaptalisering vil sige at man tilsætter sukker for at øge alkoholprocenten i vinen på årgange hvor druerne ikke opnår den optimale modenhed. I slutningen af det 19. århundrede sænkede England afgifterne på lavalkoholiske drikke, hvilket gjorde at særligt billigere Moselvine oplevede et boom hos den bredere engelske befolkning. Grundet de svære arbejdsbetingelser i Rieslingmarkerne og den beskedne produktion kiggede Mosel vinbønderne i nye retninger, da de ganske enkelt blev nødt til at øge produktionen af billigere vin for at følge med efterspørgslen. Derfor valgte man at tage store flade områder i brug til dyrkning af druetyper der var højproduktive. Valget faldt især på Müller-Thurgau druen, en drue der groft sagt er kønsløs og uden de store kvaliteter, men glimrende til at lave sødlig easy drinking vin. Det er netop på denne druetype man har brugt til at Liebfraumilch på – en vintype der uden tvivl har været med til at give Mosel et noget blakket ry.

 

Rieslingdruerne står til stadighed på de marker, hvor de har været beplantet i mere end 500 år, og for mig at se er Riesling Moseldalens sjæl, og mange af vinmarkerne bærer den dag i dag navne, der henviser til dengang hvor klostrene og munkene ejede og passede disse fantastiske marker.

De stejle marker!  

Når man sejler på turistbåden fra Trier i retningen af Bernkastel, forstår man til fulde hvor sindssygt et projekt det er at få Rieslingdruerne til at gro og modnes perfekt. Riesling er en drue der kræver utroligt meget soleksponering for at kunne modnes, og derfor er hældningen på marken helt central. Det har jeg illustreret nedenfor. 

 

Foruden ovenstående har floden en yderligere fordel. I og med at Moselfloden er ganske lun om natten, sørger den for, at der ikke opstår nattefrost på de marker, der ligger nærmest floden. Dette er især vigtigt når vinstokkene knopskyder og går i gang med blomstringen. De sarte skud kan ganske enkelt ikke overleve frosten, så her er det heldigt, at Moselfloden fungerer som et varmeapparat.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at gå på Laurentiusberg og arbejde i vinmarken – hvis man da ellers vil kalde det en fornøjelse. Denne mark alene har en hældning på knapt 73%, og det er nærmere bjergbestigning at bevæge sig rund på marken og det er faktisk ikke så let endda.

 

De stejle vinmarker gør derfor også Moseldalens Riesling-marker til nogen af de mest tidskrævende marker i hele verden. Her kan på ingen måde arbejdes maskinelt, så hele arbejdet i vinmarken forgår ved hårdt manuelt arbejde, for der er ikke andre muligheder. Det er selvfølgelig også derfor, at disse vine er mere omkostningstunge at producere, hvilket også gør dem dyrere at købe for forbrugerne – men jeg synes stadig, at jeg får uforholdsvis meget for pengene ved Riesling, når man tager kvaliteten med i ligningen. 

Videoen nedenunder giver et lille indblik i hvor stor en hældning der er på markerne i Mosel, samt en fortælling om dobbelteksponering: