Jeg forstår godt, hvis du er skeptisk, når du ser, at denne vin er lavet på Gamay. For denne særlige druesort kan være noget så forbistret uinspirerende, hvis den ikke er blevet behandlet med kyndig ekspertise. Hvis du har opgivet at finde en Gamay, der smager godt, så vent alligevel lidt, for du skal altså lige smage denne vin først. Det er en af de første Gamay-vine, der har fået mig til for alvor at spærre smagsløgene op. Det er så friskt, så frugtigt og så elegant. Der er en bund og dybde i den, som man sjældent oplever i Gamay-vine. En vin, der smager så godt, at jeg overvejer at begynde at lære lidt fransk udtale, så jeg kan bestille et glas af den, næste gang jeg skal på en vinbar, der er klog nok til at have den på hylden.